Trekløverets fødselsdagsfester!

Tjep!

På fredag har Mozart, Thailands konge og jeg fødselsdag. Mozart var en mand, der regerede som enevældig konge i fyrre år. Da han var ung, byggede han en ubåd, der lastet med noget, vandt over en masse andre ubåde. Og så blev han kronet. Til at begynde med, ville han ikke have kronen på, men så begyndte publikum, og det var stort, at råbe, at han var en kylling. Han vandrede langt og længe, og deraf kommer hans navn, Mozart! Jeg ved ikke, hvad han skal på fredag.

Mit navn kommer af noget helt andet. Jeg har min oprindelse i det historiske London, hvor jeg engang hang ud med kendte fodboldspillere. En dag blev jeg headhuntet. Jeg indledte min trænerkarriere på Færøerne. De spiller af lort deroppe, så jeg skiftede til Barcelona. Med kun syv runder tilbage af den spanske liga, stod jeg ansigt til ansigt med et demoraliseret Barcelonahold. Vi vandt mesterskabet samme år. Og de efterfølgende ni – alle med mig som træner.

Min karriere toppede, da jeg blev kåret til universets bedste træner. Den pris er i øvrigt kun uddelt een gang – og det altså til mig. Lidt af en bedrift, ik’? Den bedste fødselsdagsgave Mozart, Thailands konge og jeg har fået, har vi fået af Tom Waits. Den 5. december 1978 pakkede han lyrikken fra Burma Shave ind i Summertime, og han har åbnet den igen og igen lige siden.

Rygerskakmode II

Det føles som en evighed, men det er det ikke. Det er længe siden, jeg har følt en evighed. Måske har jeg mistet evnen til at føle den, evigheden, og måske er det første tegn på, at jeg ligesom alle andre, ældes. Skakken kører i kurver. Pt roder jeg for meget. Hvis det var mit midtspil, der ikke fungerede, så ville jeg vide, at problemet ikke lå i åbningen. Hvis det var mit slutspil, der ikke fungerede, så ville jeg vide, at problemet hverken lå i min åbning, eller i mit midtspil, men fordi det ligger i min åbning, så ved jeg, at hverken åbning, midtspil eller slutspil fungerer. Og hvad gør man så? Tager det hele fra toppen. Og det gør jeg så.

En tidsrejse for soccers!

En af mine gode venner ringede. Har netop lagt røret. Vi blev enige om grill i morgen aften i hans have. Han bor i et skønt kolonihavehus. Hvis det kan lade sig gøre, hvis ledningen er lang nok, så stiller vi fjernsynet i indgangen ved hans terrassedør: Hvis det kommer for langt ud, fjernsynet, kan solen spolere første halvleg. Jeg læser sjældent, stort set aldrig, vejrprognoserne, så jeg aner ikke, om solen vil skinne på os i morgen. Men mon ikke?

Der er både gode og dårlige ting at sige om Champions League. Den er udskældt af mange, nok rigtig mange, altså ikke turneringen i sig selv, men dens struktur, dens mænd der sidder på magten. Ikke overraskende er det de små lande, der er sure på de store lande, fordi de store lande er store, og fordi de store lande bestemmer. Alrighty! Men i morgen er der finale. Og når der er finale, så skider de fleste på strukturen og krydser fingre for, at klubberne tør spille fodbold.

Det er ikke kun selve spillet, der afgør, hvorvidt en kamp bliver husket eller ej. Tid, tiden spiller også en væsentlig rolle. En jagt er genial. Tiden bliver langsomt den jagtende klubs stærkeste modstander. Stadion er på kanten, så meget følelse, og dybt inde i overtiden bliver vi vidner til mennesker, der, på live tv, oplever et mirakel; vi iagttager dem i det øjeblik, de bliver givet chancen for at gå tilbage i tiden og gøre det hele om: en tidsrejse for soccers!

Kasparovs kombinationsparti

I 1999 spiller Kasparov mod Topalov under Corus-turneringen i Wijk aan Zee. Den 10. marts 2005, den dag han trækker sig tilbage, udtaler Kasparov, at partiet mod Topalov var det bedste i hans karriere.

Nogle anser Kasparov for at være den dygtigste skakspiller verden hidtil har set.

Efter 23. træk ligner det sejr til Topalov. Men Kasparovs 24. træk, Rxd4, er af en anden verden. Stakkels Topalov. Derfra og frem til 44. træk demonstrerer Kasparov sine evner på en så blæret måde, at han nok ikke kun forbløffede Topalov og sit publikum den dag, han forbløffede nok også sig selv.

Efter sit 43. træk vælter Topalov kongen.

Create in my own image like a god!

Det er mit mål, aner ikke, om jeg kan leve op til det, men det er mit mål, at jeg i denne blog skal bevare følelsen af anonymitet. Hvis jeg ikke tager fejl, så er den temmelig betydningsfuld for min bevidsthed omkring valg af indlæg, og hvis den bliver for kraftig, min bevidsthed, så ender min blog nok brat. Og det ville jeg blive ked af. Jeg har det sgu som om, at jeg er blevet far for første gang! Min helt egen lille babyblog! Jer, der har haft de samme følelser, dengang I startede jeres blog, I må da give mig ret i, at to ugers barsel ikke er for meget forlangt.

Et ubarmhjertigt perspektiv

Informationsteoretikeren Claude Shannon regnede sig engang frem til, at der mellem 10 i 43′ ende og 10 i 50′ ende findes et tal, der på samme tid angiver antallet af atomer i universet, og antallet af lovlige opstillingskombinationer i et skakspil. 

My own little Martha

Engang til gymnastik, i syvende klasse, undervisningen var netop slut, gik pigerne i samlet flok hen mod deres omklædningsrum. Jeg var forelsket i den ene. Det var der, så vidt jeg husker, at vi blev kærester. I løbet af ugen gled vi fra hinanden.

Siden tiende klasse er vi stødt på hinanden her og der. Vi bor begge i byen, har samme alder, så det er ikke et ekstraordinært sammentræf af begivenheder. Vi har kun hilst, aldrig talt. Men de seneste uger har vi, via nettet, sendt hinanden længere udredninger om vores liv efter folkeskolen.

Jeg genkender duften fra børnehaveklasselokalet, når jeg sjældent støder på den, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal beskrive den, så jeg har opgivet at få den på dåse. Til de kolde vinternætter.

Når roen sænker sig over barndomslandet

Den rolige, særdeles rolige, tilstand, jeg havde fundet mig, er nu forstyrret.

Her til eftermiddag, lidt i to, kørte jeg ud til min nevøs fødselsdag. Syv år. En lørdag eftermiddag i familiens selskab, lidt tryghed, lidt lagkage; en lørdag eftermiddag med milde tømmermænd efter en forholdsvis stille aften med et par venner og et par bekendte på en lille bar i byen (med jukebox).

I morges fik min nevø nogle grævlinger, ræve og bævere af sine forældre. I eftermiddags fik han endnu en gave, og før papiret var revet helt af, men efter, at han havde identificeret indholdet, sagde han lavt, ikke ud i rummet, men heller ikke udelukkende til sig selv: – Nå, så fik jeg da endelig de flodheste.  

Rygerskakmode I

Er kunsten en balancegang på grænsen mellem det tilgængelige og det utilgængelige? Og hvis man finder denne balancegang, og sommetider forsvinder mildt ind i det utilgængelige, for at vågne op i det tilgængelige, kan man så ikke forestille sig, at det er der, kunsten bliver smuk?

Hi Thailand

Ved du, hvad jeg har brug for? At få lov til at vise mit sande jeg noget mere, end tilfældet er i dag. Det er aldrig sket tidligere, at jeg har mødt mig selv på en så smuk måde. Og samtidig er jeg bange for, at det vil skræmme de mennesker, der holder af mig. Ikke fordi, de ikke vil synes om mig, men min erfaring er, at så snart jeg bevæger mig fra en ramme til en anden, så bliver de mennesker, der holder af mig, nervøse.

Hvis du tænker på den påstand, at enhver fremgang i livet, åndelig eller ej, kun vinder forståelse, hvis den ledsages af en synlig fremgang i livet, som regel repræsenteret ved materielle goder, og dernæst forestiller dig, hvorledes denne teori formentlig karakteriserer en tilbagegang, så ved du, hvorfor jeg er bange.